En oversigt, som viser mange af de seværdigheder og oplevelser, vi har i Ebeltoft og Mols. Alle kender det fantastiske Ree Park og Djurs Sommerland. Er du feriegæst i området og har brug for mere viden, er der en turistinformation nede ved Fregatten Jylland. Ellers kan du på vores you-tube kanal (se ovenfor) og se de mange film  om området og som viser mange af de seværdigheder, som er beskrevet på denne side.

  • Anskaf kortet fra Nationalpark Mols Bjerge.

    Et virkelig godt kort, som viser hvor mange seværdigheder befinder sig, samt rigtig mange forslag til vandre/cykelture i bjergene.
    Kortet fås i mange butikker ellers du kan downloade kortet på National Park Mols Bjerges hjemmeside.

  • Ebeltoft Rådhus

    Det Gamle Rådhus i Ebeltoft blev bygget i 1789 og er en af Ebeltofts største turistattraktioner. Det hører under Museum Østjylland. Det Gamle Rådhus blev opført i 1789 som erstatning for byens første rådhus fra 1576. Dette blev placeret på omtrent det samme sted, som det første. Kom ind og kig.

  • Den gamle bydel

    Skæve bindingsværkshuse, toppede brosten og blomstrende stokroser - alt dette gør Ebeltoft til en af landets mest seværdige byer. Det gamle købstadsmiljø i Ebeltoft, genspejler et stykke Danmarkshistorie gennem nogle århundreder. Byen fik købstadsrettigheder i 1301, og er dermed Djurslands ældste købstad.

  • Fregatten Jylland

    Fregatten Jylland deltog under 2. Slesvigske Krig i Slaget ved Helgoland den 9. maj 1864. I dag er den et meget levende museum og en unik oplevelsesmulighed. Kom ind og hør om dens historie.

  • Glasmuseet

    Glasmuseet Ebeltoft er Danmarks førende museum for moderne glaskunst. Museet ligger ved havnefronten i Ebeltoft lige overfor Fregatten. Masser af flotte ting fra mange forskellige kunstnere.

  • Maltfabrikken

    Maltfabrikken er byens nye samlingssted. Kunst og kultur mødes med et folkeligt liv midt i byen. Der sker hele tiden noget på denne gamle maltfabrik. Flot udsigt ud over Ebeltoft Vig, krydrer denne oplevelse.

  • Mols Bjerge

    Landskabet i Nationalpark Mols Bjerge er skabt af gigantiske tunger af is og tonsvis af vand over millioner af år. Mangfoldig natur med høje toppe, dybe dødishuller.
    Et enestående stykke natur, som vil give dig en mindeværdig ferie.

  • Poskær Stenhus

    Poskær Stenhus er Danmarks største runddysse, og den blev opført i Tragtbægerkulturen omkring 3.300 f. Kr. og fungerede som en fælles grav- og kultplads. Et nærliggende vandhul med navnet Porskær har givet navn til Poskær Stenhus. Stenene i Poskær Stenhus er af imponerende størrelse.

  • Ebeltoft centrum

    Tag dig tid til at finde rundt i byens hyggelige gader, torve og gårdhaver – som byder sig til med specialbutikker, varehuse og masser af spændende spisesteder. Havnemiljøet i Ebeltoft er autentisk med masser af aktivitet - også her finder du specialbutikker, restauranter og caféer .

  • Cykelture hver tirsdag

    Hver tirsdag kl. 10.00 mødes vi ved ishuset på S.A. Jensensvej 3. 8400 Ebeltoft.
    Turistforeningen har ca. 16 ture, som på skift får os ud i den skønne natur omkring Ebeltoft. Det er guidede cykelture. Alle kan være med. Der køres ikke stærkt, og vi venter på hinanden.

  • Kalø Slotsruin

    Kalø Slotsruin er resterne af et kongeligt slot beliggende i Kalø Vig ved Djurslands sydkyst, ca. 2 km. fra Rønde og 20 km fra Aarhus. Kongeborgen Kalø Slot blev grundlagt af kong Erik Menved omkring 1313 som én af mindst fire borge i Jylland for at styrke kongemagten efter omfattende bondeopstande.

  • Jernhatten

    Jernhatten er en fredet bakke og udsigtspunkt (49 m.) på Djurslands østkyst ud mod Kattegat, lige uden for byen Holme. Fra Jernhattens højeste punkt kan man se øen Hjelm og store dele af det østlige Mols, samt en mageløs udsigt udover kattegat.

  • Øer Maritime Ferieby

    Øer Maritime Ferieby er med sin beliggenhed og opbygning fuldstændig unik.

    De hyggelige ferieboliger ligger spredt rundt omkring på syv bro-forbundne øer – nogle med udsigt til havnebassinerne, mens andre ligger ud til kanaler og natur.
    Byen er bygget over en ide fra Frankrig, nemlig byen Port Grimaud, som ligger tæt på Saint-Tropez.


  • Skanserne

    Ved Jernhatten og i Ahl skov, kan man se skanser fra starten af 1800 tallet. Danmark havde ubeskyttet kyster, og det ville man råde bod på ved at bygge skanser langs kysterne. Desuden blev skanserne anlagt som
    beskyttede steder for de danske kanonbåde, der opererede mod engelske skibe, og for danske
    handelsskibe, der blev forfulgt af engelske krigsskibe.

  • Ebeltoft Militærhistoriske Samling

    Samlingen består af danske og tyske håndvåben og militaria fra 1700-tallet og frem til 1945. Du får en levende rundvisning - så tag dig god tid. Der er mange historier om samlingen.
    Udstillingen er beliggende på:
    Grønningen 1
    Tlf 86 13 80 81
    Samlingen er privateje, og museet ejes af Birgith og Jørn Bahnsen.

  • Ørnbjerg Mølle

    Der har været en mølle på Ørnbjerg siden 1500-tallet. Den nuværende bygning er fra år 1833, og har været en aktiv kornmølle frem til slutningen af 1950’erne.
    Der er et besøgscenter ved møllen. Her fortælles om møllens liv gennem tiderne, med beskrivelse af enkelt personers liv på stedet.
    Der er også to shelters, et WC og en primitiv teltplads.

  • Hyggetur med 3 udsigter

    Få en fantastisk tur med 3 flotte udsigtspunkter.
    Start ved Agri Bavnehøj (billedet), som med sine 137 m. er toppen af toppen.
    Derefter går turen til Trehøje (127 m.), hvor der er en flot 360 graders udsigt.
    Til sidst er der mellem Esby og Ørby på Helgenæs, det 99 meter høje Ellemandsbjerg. Fra denne udkigspost midt i Danmark kan man på klare dage se øerne i det sydlige Kattegat, Fyn og Sjælland.

  • Stubbe sø med fugletårn

    Stubbe Sø er den største sø på Djursland. Det er en stor, men lavvandet sø på knap 4 km². Dybden er gennemgående på mellem 3 og 4 meter. Søen er oprindeligt enden af en fjord, der gik fra Kattegat lidt nord for Dråby Strand og ind i landet. Langs kystskrænterne er der fundet flere stenalderbopladser.
    Man kan komme til et fugletårn i søens østlige side. Man kan se tårnet på billedet ude i højre side.

  • Tyskertårnet

    Tyskertårnet er et bunkerlignende fæstningstårn på Helgenæs der fungerede som radartårn for tyskerne under 2. verdenskrig. Herfra havde tyskerne udsigt over det sydlige Kattegats øer og indsejlingen til Aarhus Havn. Man har en fantastisk udsigt oppe fra tårnet.

  • Sletterhage Fyr

    Sletterhage Fyr er et fyrtårn beliggende på den sydvestlige ende af halvøen Helgenæs på Mols. Fyret blev opført 1872, men det nuværende fyr er fra 1894 . Fyret er 16 m. højt og er et stort udflugtsmål. Man ser de store skibe sejle meget tæt forbi fyret.

  • Munkholm Zoo

    Munkholm Zoo byder på oplevelser for hele familien. Med mere end 400 dyr fordelt på 90 forskellige arter, er man garanteret en spændende og oplevelsesrig dag, når man kommer på besøg.

  • Farvergården

    Farvergården består af et intakt farveri, farverens bolig og avlsbygninger. Det hele står, som da farveriet var i drift for omkring 100 år siden. Kom og oplev Nordeuropas ældste bevarede købstads- farveri. Et rigtig flot sted i Adelgade - midt på byens strøg.

  • Karpenhøj

    Det er et fint udgangspunkt for cykel- eller vandreture i Nationalpark Mols Bjerge.
    Et rigtig godt sted for børn, som rigtig kan tumle sig på stedet. Der er flere former for overnatningsmuligheder.
    Det er også muligt at leje grej til rimelige priser, blandt andet mountainbikes og havkajakker. Tag ud og kig - du bliver overrasket.

  • Vores Skove

    Ebeltoft er omkranset af skove og vand. Her er natur for alle penge. Vil du ud og nyde skoven, er der Ahl skov, lidt sydvest for Ebeltoft. Ellers er der den "gamle" skov, Tolløkke skoven, som tidligere var byens store udflugtsmål, med cafe og danse- etablissement.
    Man kan sagtens gå derud til begge skove, inde fra byen.

  • "Ringenes Herre"

    J. R. R. Tolkien har skrevet Hobbitten og Ringenes herre. Han var meget fascineret af den nordiske mytologi og sprog. En del af de navne han bruger i sine bøger stammer herude fra Djursland. Helms deep er Hjelm Dyb og Isengaard er Isgård, et gods ude ved Tved. Her boede den onde troldmand Saruman. Aros optræder også og er vikingenavnet for Århus. Aros er en flod, der går tværs igennem Ringenes Herre universet.
    Ude ved Jernhatten, står en plade som fortæller om dette.

  • "Friland" i Feldballe

    Frilands opfører eksperi- menterende byggeri af natur og genbrugs-materialer. Beboerne ønsker at bygge med så lav miljøbelastning som muligt samt at afprøve alter -native materialer og metoder indenfor byggeri.
    Der bygges blandt andet halmhuse pudset med ler og træhuse isoleret med træfiber, fåreuld,hør og hamp. Der laves alternative fundamenter med for eksempel muslinge- skaller, og mange huse har levende, grønne tage. Du er altid velkommen til at gå en tur på egen hånd på grusvejene og kigge på huse og haver. Husk at vise respekt for ‘privatlivets fred’.

  • Glasruten Ebeltoft

    Ebeltoft er Nordens største glaspusterby. Der er et ekstremt højt niveau af glaspusteri. De mange værksteder er åbne året rundt, også i vinterhalvåret, og der er altid noget at se på - også for børnefamilierne,«
    Har du lyst til at gå mere på opdagelse i Ebeltoft som glasby, så har Glasmuseets Venner lavet en fin folder: »GLASRUTEN – en guide til moderne glas i Ebeltoft« med oversigt over alle glasværkstederne i både by og omegn.