Den store Mols Bjerge tur -  NYHED


41 km. i bjergene på Mols - (uden grusveje). En cykeltur med hele 6 kulturfortællinger på Mols Cykelturen går over Handrup, til Lyngsbækgård. Videre til Femmøller mod Basballe og Agri, her nyder vi udsigten over Danmarks højest beliggende sø, 97m. over havet.


Vi forsætter til Danmarks største runddysse Poskær Stendysse hvor vi holder vores første pause. Vi forsætter til Knebel, men gør et lille stop ved Molbostøtten.


Et monument, formet som en obelisk, med relieffer på alle sider af Molbohistorier. Vistoft Kirke er næste stop. Kirken ligger ca. 60 meter over havet, hvilket gør den til en af landets højest beliggende kirker.


Vi kikker også ind på den parklignende kirkegård, bla. med det smukke himmelspejl. En lille tanke sender vi ”urmageren” idet vi også her gør et lille stop ved mindestenen for Joachim Kattrup der var husmand, urmager, spillemand og hjemstavns forfatter, men var kendt som ”urmageren i Strands”.


Vistoft Mølle er vores sidste mål. Vistoft Mølle ligger frit og højt i det bakkede Mols-landskab og ses viden om.


Møllen er derfor blevet lidt af et vartegn for Mols. Den er desuden den sidste af en stribe møller på Mols. Vi skal se møllen indefra og her holdes også en ”tankeoppause”. Inden vi fortsætter turen til S. A. Jensens Vej 3, 8400 Ebeltoft Som skrevet står, er cykelturen i bjergene på Mols, dog uden grusveje, men på små landeveje med nogle gode stigninger.


Cykelturen er estimeret til ca. 4½ time og turens længde er på ca. 41km. ved afslutning i Ebeltoft. Det vil derfor være fornuftigt at tage forplejning med. Endelig gør vi opmærksom på at du cykler på eget ansvar. Det koster som sædvanlig 40 kr. at deltage eller medlemskab af Turistforening for Ebeltoft og Mols.