En cykeltur ud til Jernhatten


En af de første sommerdage i år bød vores guide Anne os velkommen til en cykeltur ud til Jernhatten. Vejret var som en typisk sommerdag, lidt lunefuld, men dog uden regn.


Anne havde valgt en lidt anden rute ud til kysten end normalt på denne tur, for ikke at kollidere med næste uges tur ud til Karlsbjerget.


Vi cyklede ud ad Bregnevej for at komme ud til Dråby mod Dråby Strandcamping. Vores lille felt på ca. 20 cyklister nød den dejlige medvind, især da vi nåede ud til det åben stykke langs vandet.


Stierne langs vandet er ikke altid nemme at cykle på, så vi holdt tungen lige i munden, når vi slingrede rundt om de mange store huller i stien.

Vi kom dog op til Skansen lige syd for Havmøllen, hvor en tysk autocamper havde overnattet.


I Starten af 1800-tallet, blev der langs Danmarks kyster anlagt mange skanser. Således også på Djursland, hvor der blev anlagt skanser ved Havmøllen. Her kommer Havmølle å fra Stubbe sø og løber ud i havet lidt syd for Jernhatten, og der blev anlagt en skanse dels lige øst for Havmøllen (der dengang var en vandmølle) og dels syd derfor.


Skansen er tydelig at se også fra vejen, når man kører mod Hyllested Skovgårde.

Vi cyklede dog videre mod Jernhatten for at bestige denne mægtige skrænt, som pludselig dukker frem.


Jernhatten er 49 m. høj fortalte Anne, inden vi begav os ud på en mindre vandretur. Det er temmelig solrigt og tørt ud i det område, så det skaber muligheder for en lidt speciel biodiversitet.


Floraen på Jernhatten er berømt for sine mange sjældne arter, der trives på det varme, tørre kalkoverdrev. Stedet byder blandt andet på enestående forårsblomster som hulkravet kodriver, sjældenheder som trekløftstenbræk og knopnellike, samt det imponerende blå slangehoved og nikkende limurt.


Jernhatten er et virkelig spændende sted. Gå op på toppen og se den mageløse udsigt ud over Kattegat med øen Hjelm i det fjerne. Se også de flotte stynede træer du møder på vejen op.


Når man skal ned, er der 3 muligheder. Man kan gå samme vej tilbage eller gå mod nord og på den måde komme ned på stranden. Der går også en temmelig stejl trappe ned oppe fra toppen. Den er ikke for gangbesværede, eller hvis man på nogen måde er usikker gående.


Vi kom alle fint ned til vores berømte pause, hvor vi kunne synge en sang for Jørgen og hans fødselsdag. Jørgen havde chokolade kiks med og meget andet, så det blev til en længere hyggepause.


Vi smuttede hjem via Gravlev stien til Ebeltoft.

Næste tirsdag går det mod Karlsbjerget. En høj, som ligge tæt på Dråby.