Byfoged Stockfleth - Fortidens "Peter Brixtofte".

Færdes man på Ebeltoft Kirkegård, drages man uvilkårligt hen mod en imponerende gravhøj med en monumental mindesten på toppen. Ingen tvivl om, at der er tale om én af byens helt store koryfæer, som er stedt til hvile her. Stenens budskab bekræftede da også i dag ganske tydeligt mine ”bange” anelser – det var ikke mindre end Justitsråd, By- og Herredsfoged Johan Christian Wibe Stockfleth, der var tale om.

Stockfleth blev 1821 udpeget af Kongen til at varetage embedet som Byfoged i Ebeltoft og skulle de kommende 8 år få stor indflydelse på byens udvikling. Kong Frederik 6. havde igangsat en undersøgelse, der skulle skaffe landet økonomisk fremgang efter tabet af Norge, Statsbankerotten og Landbrugskrisen. Der kom forslag om oprettelse af en ny købstad ved Kalø Vig, hvilket ville betyde, at Ebeltoft mistede sin handel og som konsekvens her af gå til grunde.

Derfor skaffede Stockfleth midler til at forbedre den dårligt vedligeholdte havn, hvor skibsfarten var gået helt i stå. Der kom også gang i oplandshandlen og nyt liv blev tilført byen. Tiden skulle vise, at pengene til udbygning af havnen stammede fra et ”lån” i kirkekassen, som byfogeden bestyrede i sin egenskab af kirkeværge.

Stockfleth var særdeles populær blandt byens brændevinsbrændere, der altid blev adviseret, når Toldvæsnet bad om at få foretaget ”uanmeldte” besøg for at afsløre ulovligt brændevinsbrænderi.

Det lykkedes ham også i 1827 at få anlagt den nuværende Assistents Kirkegård blot 200 m. nordøst for kirken med panorama-vue ud over Vigen og til Mols Bjerge. Tanken om, at han ville sikre sit eftermæle midt i den by, han havde givet liv, kunne godt strejfe. Trods sin ”ydmyge” tilgang til ombuddet som kirkeværge, kunne den kære Stockfleth i sandhed godt andet og mere end sit ”Fader vor”.

Sine ”gode” kreative gerninger til trods blev han alligevel afskediget i vanære, gik personligt fallit, men beholdt sin pension, undgik fængsel og levede resten af sit liv en ubemærket tilværelse som lærer.

For Ebeltoft-borgerne var han deres ubetingede helt og redningsmand. Man så stort på, hvordan det var lykkedes at bringe byen på fode igen. Ud over Mindestenen på Kirkegården - rejst af ”erkjendtlige indvaanere i Ebeltoft Bye” – blev også en vej og en restaurant i havneområdet mange år senere opkaldt efter ham.

Den noget kreative tilgang til fremme af byens interesser under devisen ”målet helliger midlet” kan i al beskedenhed godt associeres med en tidligere farverig ”Byfoged” i Farum.

Men uden Stockfleths ”innovative” indsats havde Ebeltoft by nok set markant anderledes ud i dag og måske endda være endt som en ubetydelig detroniseret udørk af en købstad.

”Når byen stander i våde, udfrir Stockfeldt elenden på sin egen måde”.

Æret være hans minde.

René vadstrup.


 

Fra Konseilspræsident til ”Det Gamle Rådhus”.

I en lille hyggelig undselig lund med sirbuske, små egetræer og to træbænke, der, hvor Øster Allé og Jernbanegade omfavner hinanden, ses en høj uforarbejdet granitstele udsprunget af Ebeltofts muld og rejst som et historisk minde over Statsminister Niels Thomasius Neergaard.
 
Han blev født 1854 i et præstehjem i Ugilt i Vendsyssel for senere at blive student fra Borgerdydskolen på Christianshavn og cand.mag. i historie samt cand.polit. fra Københavns Universitet.
 
Neergaard kom i Folketinget 1887 for det glorværdige Venstre, der var engang. Fra 1898 til sin død i 1936 var han opstillet i Ebeltoftkredsen. Efter flere omgange som Finansminister blev han fra 1908 til 1909 Konseilspræsident og senere fra 1920 til 1924 Statsminister, hvor han måtte hele sårene efter den parlamentariske Påskekrise, der opstod i Danmark, da Christian 10. imod Folketingets flertal afskedigede Ministeriet Zahle II i håb om at udløse et folketingsvalg, der kunne give flertal for at indlemme Flensborg i Danmark. Kongens ”kup” endte som bekendt med et regeringsskifte og en folkeafstemning, der ved Genforeningen i 1920 trods alt bragte os Sønderjylland tilbage. Flensborg må vente til en anden gang, hvor Kongehuset på ny føler sig ”kampklar”.
 
Én af Neergaards synlige indsatsområder i Ebeltoft var i sin egenskab af Finansminister at skaffe midler til restaurering af et totalt faldefærdigt Rådhus, som i starten af 1900-tallet stod til nedrivning. Betingelsen var en totalfredning samt et krav om anvendelse af bygningen til offentlige formål. Vi kan derfor hver dag glæde os over Byens verdensberømte og uvurderlige vartegn. I dag er ”Det Gamle Rådhus” museum og et populært internationalt ”vielsesmekka” med fortrydelsesgaranti – fuld tilfredshed eller ny-vielser uden begrænsning er en kommunal æressag. Ingen moralsk løftede pegefingre skal begrænse lykken i Ebeltoft.
 
Neergaard var en politiker, der havde sin styrke i saglighed i højere grad end i det taktiske, politiske spil - måske Danmarkshistoriens sidste politiker med denne habitus.
 
 
EN ÆDEL MAND AF FOLKET ER I STOLT YDMYGHED VÆKKET TIL LIVE IGEN.
 
Af René Vadstrup.
 

Tosse-Christian - Byens kærlige sjæl.

På et gammelt gravsted på Ebeltoft Kirkegård omkranset af et majestætisk smedejerngitter, hvis smukke patina er blevet skabt af årstidernes kærlige kærtegn gennem 135 år, kan man på gravstenen læse:

Her gjemmes Støvet af Fattiglem

Christian Martin Severin Lövengreen

Almindelig Bekjendt under Navnet Tosse-Christian.

Christian blev født i København 1815, men kom sammen med sin mor tilbage til dennes fødeby, Ebeltoft, som barn uden sin fader, som var håndværker i København. Moderen ernærede sig ved håndarbejde, medens Fattiggården på Nedergade 22 blev Christians hjem det meste af sit liv.

Til sin store sorg blev han aldrig Konfirmeret, fordi han ikke evnede at lære Trosbekendelsen og andre kristne grundsætninger udenad. Det var en vigtig forudsætning for at kunne bekræfte dåben.

Tosse-Christian brugte derfor denne trussel overfor byens børn, når de drillede ham: "Pas på, ellers bliver I aldrig konfirmeret". Det stod for ham som den værste ulykke, der kunne overgå et menneske.

Han påtog sig til gengæld gerne selv opgaven med at konfirmere byens drenge. De blev anbragt på række og spurgt ud om forskelligt. Når ceremonien var overstået, sang han en salme og erklærede dem for konfirmerede.

Belønningen herfor var en cigar, som drengene forinden havde udhulet og fyldt med salpeter. Det udløste et sandt fyrværkeri, når han tændte den til stor morskab for både drengene og Christian selv.

Med sin høje hat, godt foret med avispapir, og sin gamle slidte frakke var han et kendt ansigt i bybilledet. Tosse-Christian havde sin gang i alle de store købmandsgårde. Han kendte alle, og alle kendte ham. Da han døde 70 år gammel, betragtedes hans bortgang da også som et ”kulturelt” tab for byen.

Ebeltofts fine ligvogn blev stillet til rådighed for transporten til kirken, hvor pastor N. J. Jensen talte varmt og smukt om gamle Christian, der trods sine mangler havde en vidunderlig barnetro og en naturlig infantil glæde og kærlighed til sine medmennesker.

Efter en overdådig begravelse med hele byens bevågenhed, samledes penge ind til Christians spektakulære gravsted. Beløbet blev så stort, at det var muligt at sætte penge af til stedets fremtidige vedligeholdelse.

Nederst på gravstenen finder man indgraveret Ebeltoft-borgernes sidste smukke hilsen til Tosse-Christian.

Saa mangen Sjæl til Moro

og ingen til Fortræd

Han vandred gennem Livet

og paa hans Hvilested

Ham reistes i Venlighed et Minde

af Borgere i Ebeltoft

René Vadstrup

Inspirationskilde: ”Ebeltoft - købstadsliv i 700 år” af Knud Chr. Jensen og Jakob Vedsted.

 

Fra Gobeliner til Relieffer.

I Riddersalen på Christiansborg Slot hænger Bjørn Nørgaards sytten smukke gobeliner, der i naivistisk stil skildrer Verdenshistorien fra Vikingetiden og frem til år 2000.

Stilmæssigt overgås værkerne "kun" af de farverige keramiske relieffer, der pryder sydgavlen på Bryggertorvets store gule ”Apotekerbygning” ved stien ”Sofaen”. De er udført i år 2000 af elever fra 4.a og 4.b på Skelhøjeskolen samt af 6.a og 6.b på Molsskolen og skildrer på fabelagtig vis Danmarkshistorien fra år 1900 og frem til år 2000.

Det er et sandt kalejdoskopisk skatkammer af historiske, kulturelle, teknologiske og udviklingsmæssige åbenbaringer synliggjort i smuk kronologisk orden. Man følger hele udviklingen på vand, på land og i luften.

På smukkeste vis har de unge kunstnere symbolsk afsat deres fodaftryk foroven og forneden på relieffet i udviklingsretningen med skiftevis venstre og højre fod forrest – virkelig gennemført og gennemtænkt kunst.

Værket fortjener i sandhed din opmærksomhed. Nyd detaljerne, placer dit livserindrings-forløb i fortællingen og fornem den nostalgiske gensynsglæde.

Ps. Dette er én af flere ”oversete” seværdigheder, der er med til at fuldbyrde Ebeltofts historie.

René Vadstrup.